9 ud af 10 danske forældre: Vores børn skal have gode energivaner

PRESSEMEDDELELSE – 12. januar 2018

Curlingforældre, dialogopdragelse og forhandlingsfamilier. Børneopdragelse er et af tidens mest omdiskuterede emner, og i debatten hersker stor uenighed om, hvordan man bedst opdrager de små guldklumper. Men på et område er danskerne næsten rungende enige: Vi skal opdrage vores børn til at spare på energien. Det fastslår en ny undersøgelse, der viser, at 91 procent af danskerne er enige i, at det er vigtigt at lære sine børn at spare på energien. Bag undersøgelsen står energiselskaber SEAS-NVE, og i ifølge dem tegner tallene et optimistisk billede af fremtidens energiforbrugere.

”Undersøgelsen viser, at langt de fleste tager energiforbruget seriøst og ønsker, at vi og fremtidige generationer bliver ved med at bruge energien fornuftigt,” siger Robert Neimanas, der er kommunikationsansvarlig i SEAS-NVE og fortsætter:

”Det er meget positivt, at så mange af os ser gode energivaner som en vigtig del af børneopdragelsen, og det understreger jo for alvor, at vi ønsker en fremtid, hvor et bæredygtigt energiforbrug forbliver en høj prioritet.”

Lad ungerne afrime fryseren

Det er i høj grad gennem gode snakke, at vi lærer vores børn, at det er vigtigt at spare på energien. Men for langt de fleste bliver energisnakken på et meget overordnet plan, viser undersøgelsen. Det er nemlig kun en tredjedel af os, der har brugt tid på at lære ungerne et eller flere konkrete energiråd. Men det er en god ide at gøre energiopdragelsen så konkret som muligt. Det kan fx gøres ved at inddrage børnene, når der gennemføres energibesparende tiltag i hjemmet, siger Lola Jensen, der er professionel familievejleder.

”Hvis man vil ændre børns vaner, så er det meget mere effektivt, hvis man helt konkret viser, hvilken adfærd, man gerne vil have. Børn efterligner de voksne, så det handler om at vise dem, hvordan mor og far sparer på strømmen,” siger Lola Jensen og fremhæver, at det handler om at gøre opdragelsen så konkret som mulig:

”Derfor skal man tage børnene med, når man køber sparepærer, isolerer loftet eller afrimer fryseren. Så kan de bedre forholde sig til det, og de føler sig langt mere engageret, end hvis de bare har fået det fortalt.”

Tre energiråd til børnene

For mange kan det måske være svært at gøre energiråd konkret for børnene, fordi energiområdet oftest er forbeholdt de voksne. Men der er faktisk en række energiråd, som børnene kan lære meget af. SEAS-NVE giver her tre energiråd, som du kan lære dit barn.

1. Hop i et par uldsokker
Vinteren er over os, og det betyder ofte kolde fødder hos både store og små. Køb et par gode og varme sokker til dig selv og dit barn, og gør det til en vane at tage dem på, hvis det er fodkoldt. Hvis du har gulvvarme, tager det nemlig alligevel flere timer at regulere temperaturen, og så er både du, dit barn og din pengepung bedre tjent med et par uldsokker eller hjemmesko.

Læs mere

2. Energivenlig madlavning
Hiv børnene med i køkkenet og vis dem, at man sagtens kan koge kartofler og æg med mindre vand. I en almindelig gryde kan du sagtens nøjes med 1-2 deciliter vand til kartofler og 0,5 deciliter til æg. Med låg på gryden kan du på den måde både spare tid og op til 30 procent af energiforbruget.

Læs mere

3. Luk kulden inde
Et åbent køleskab kan være en rigtig energisluger. Mange voksne har en dårlig vane med at lade køleskabsdøren stå længe åben, mens de beslutter sig for, hvad de skal spise. Lær dit barn, at man sagtens kan tage et kig og så beslutte sig med en lukket køleskabsdør.
I samme omgang kan du tjekke, om dit køleskab slutter helt tæt, ved at sætte en papirstrimmel i døren. Bliver papiret hængende, er døren tæt – men ellers skal tætningslisterne skiftes.

Læs mere

Fakta fra undersøgelsen

  • 91 procent er enige eller helt enige i, at det er vigtigt at lære sin børn at spare på energien. 7 procent svarer hverken/eller, mens kun 2 procent er uenige eller helt uenige.
  • 63 procent har talt med deres børn om at spare på energien
  • 34 procent har lært deres børn et energisparerråd
  • 12 procent har haft børnene med, når de har lavet energiforbedringer på huset
  • 6 procent har læst bøger om at spare på energien sammen med deres børn

Om undersøgelsen

SEAS-NVE har gennemført en befolkningsundersøgelse af danskernes holdninger og adfærd i forhold energiforbrug. Analysen baserer sig på 2020 webinterviews af 18-75-årige danskere indsamlet via Userneeds’ Danmarkspanel i perioden 30. november til 9. december 2017. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, region og uddannelse.

Om SEAS-NVE – en moderne andelsejet energi- og fibernetkoncern

Vi varetager vores 389.000 andelshavere og kunders interesser, når vi investerer i vindmøller, skaber innovation for fremtiden og rådgiver om energi. Når vi lægger elkabler i jorden, udruller fibernet og renoverer gadelys. Vi ejer og servicerer landets geografisk længste elnet og er en af landets største elleverandører, som leverer produkter til konkurrencedygtige priser til vores kunder. Vi er godt 900 medarbejdere og omsatte i 2016 for 3,5 milliarder kroner.

For yderligere information, kontakt venligst:

Robert Neimanas, Kommunikationsansvarlig, SEAS-NVE
Tlf. 93 94 02 05
E-mail: rne@seas-nve.dk

Print Friendly, PDF & Email
2018-01-11T14:16:43+00:00