Energiselskab går i offensiven

Pressemeddelelse – 2. december 2016

Energiselskabet SEAS-NVE gør op med energispare-fanatisme i ny, interessant kampagne, der blandt andet omfatter en film med en irriterende og bedrevidende onkel. Radius Kommunikation og Chimney har eksekveret, og du kan se med her.

Der er ingen grund til at frådse med energien.

Det har vi alle fået banket ind i knolden via diverse energisparekampagner de seneste mange år, og de fleste af os har da også lagt tidligere tiders massive overforbrug bag os.

I dag har et ethvert energiselskab med respekt for sig selv oven i købet sin egen hjemmeside med gode råd til alt, der kan dæmpe energiforbruget, og den underliggende parole har altid været den samme: At energiforbrug grundlæggende er en synd.

Den indsigt har energiselskabet SEAS-NVE vendt på hovedet i en ny kampagne, som gør op med skammen og de velmenende, men ofte alt for bedrevidende eksponenter for den.

Lug ud i sparerådene

Under overskriften ”Brug Energien Fornuftigt” har energiselskabet skabt et kampagneunivers med udgangspunkt i et website, som både indeholder indsigter om danskernes vaner og holdninger til energiforbrug – og en række jordnære råd til energibesparelser i husholdningen.

– Vores oplevelse, som vi har fået bekræftet i en Epinion-undersøgelse, er, at mange danskere står af over for spareråd, som måske nok er konkrete, men som også kan være bøvlede i en travl hverdag, siger Rikke Harbo Trikker, der er kommunikationschef hos SEAS-NVE og ansvarlig for kampagnen.

– Eksempelvis er det de færreste, som gider slukke samtlige apparater i hjemmet ved at hive stikket helt ud, hvilket er ét af de råd, mange af os er vokset op med. En standby-funktion er hurtig og bekvem, så dén bruger langt de fleste danskere – og det kan jeg egentlig godt forstå, fortsætter hun.

Nej til skyld med skyld på

SEAS-NVE har i processen screenet flere end 100 energispareråd fra både egne og eksterne kilder. Af dem har knap 20 fundet vej til det nye website, som primært indeholder spareråd, som både er enkle at leve op til – og som har en reel nytteværdi. Det sidste skal gøre op med mange års skyld med skyld på i energidebatten.

– De fleste af os har lært, at man skal slukke lyset, når man forlader et rum, og det er bestemt også fint. Men med elforbruget i moderne pærer er det nødvendigvis det, som  for alvor batter. Hverken privatøkonomisk eller i det store klimaregnskab. Det giver for eksempel langt mere værdi at huske at afkalke elkedlen eller at undgå et åbent køleskab med en vægelsindet teenager foran. Så når vi siger ”brug energien fornuftigt”, er det både et forsøg på at rydde op i forældede energiråd og et udtryk for, at gode råd ikke er universelle, men individuelle, siger Rikke Harbo Trikker.

Den irriterende onkel

Kampagnefilmen tager udgangspunkt i Familien Langvad – komplet med mor, far, teenagedatter og tvillingedrenge – og deres temmelig irriterende onkel Sven, som kender alle spareråd, der findes, og ikke er bleg for at give dem videre.

– Vi kender alle sammen én som Onkel Sven, som mener at have opskriften på den rigtige måde at leve på. Og det kan være fint nok, men en gang imellem tager det overhånd. Hvilket er det, filmen er en kærlig skildring af, siger Rikke Harbo Trikker.

Fans af Klovn-universet vil lægge mærke til Roger Kormind, der er castet som onkel Sven.

Han blev i serien kendt for at skildre fætter Andreas, som vel nok er én af tv-historiens mest irriterende figurer. Om han er lige så irriterende som onkel Sven, må være op til den enkelte at vurdere.

Radius har sammen med SEAS-NVE skabt kampagnen, som primært vil leve på sociale medier. Chimney har produceret filmen.

For mere information om Brug energien fornuftigt, kontakt venligst:

Rasmus Carlsen
Presserådgiver
Telefon: 59 21 48 36
E-mail: rac@seas-nve.dk

Print Friendly, PDF & Email
2017-12-01T12:05:34+00:00